Jeg er fascineret af sten. Jeg finder mange af mine sten på stranden, når vi rejser rundt i Danmark. Nogle sten er fra landmandens bunke. Det er dem han samler op på markerne gennem årene. Det kan også nogle gange være muligt at genbruge en gammel gravsten, men udfordringen er at de tit er meget store og tunge at håndtere.

Jeg er vild med processen at formgive sten og lave overfladen, så den får det rigtige udtryk. Forskel i nuancer, fra de blankpolerede til de rå eller stok-huggede overflader, giver stenen særpræg og dybde. Der er sjovt at finde en sten og give den et andet og unikt udseende. Alle sten er forskellige, det er mine skulpturer også! Jeg kan godt lide at arbejde med abstrakte former, eller former, der får tankerne i en retning, uden direkte at ligne noget bestemt.

Lidt om mig selv:
Jeg bor på landet mellem Ry og Skanderborg. Jeg har mand og 3 drenge, der alle er søde til at hjælpe med at bære sten hjem, når vi er på tur. Jeg er 53 år. Jeg startede stenhuggeriet i 2000 ved at deltage i et weekendkursus. Siden har jeg hugget alene i haven, deltaget i hold på Vestermølle i Skanderborg og i en gruppe af stenhuggere og skulptører i Skjørring. Det er dejligt at have nogle at dele sin fascination med!

Jeg bruger en lille vinkelsliber, som kan variere i hastighed. Jeg både skærer og sliber med vinkelsliberen. Jeg bruger også hammer og mejsel og stokhammer. Det er vigtigt med beskyttelsesudstyr i form af støvmaske, høreværn og briller eller vesir. Der er meget larm og støv, når man arbejder med sten!

