Kategorier
Stenskulptur

Husnummer 2

Jeg har lavet dette husnummer til vores kommende hus. Stenen er ca 40 cm høj.

Jeg har flækket den af en større marksten, med kiler . Det er sjovt at flække store sten næsten med håndkraft. Det er imponerende, hvad de kunne, dengang de byggede kirker i middelalderen ved at flække store sten!

Benny har hjulpet mig med at bore et hul på 4,5 cm diameter i rundingen.

Jeg synes det er flot at kunne se husnummeret på afstand. Især ude på landet.

Kategorier
Stenskulptur

Ugleunge

Denne søde lille ugleunge har et banalt og barnligt udtryk. Det meste af stenen er rå, som den lå på stranden. Jeg har kun tilført øjne og næb.

Kategorier
Stenskulptur

Hjerte med bånd

Her har jeg flækket en større sten, så jeg fik mulighed for at lave dette hjerte. Der er et fint spil i den røde granit. Jeg kan ikke lade være med at lave forskel i farverne. Denne gang blev det et lysere bånd henover hjertet.
Kategorier
Stenskulptur

Lys i December

Stenen er fra Tunø, hvor der er en flot stenstrand!
Jeg har slebet den lidt på toppen, og Benny har hjulpet med at bore et fint hul til fyrfadslys. Så enkelt!

Kategorier
Stenskulptur

Skov-kat

Skovkatten er lavet af en plettet sten fra en strand ved Limfjorden. 

Kategorier
Stenskulptur

Kaffebønne

Denne kaffebønne er lavet af en rombeporfyr jeg har fundet ved Limfjorden i sommerferien. Den er 23 cm lang. Rombeporfyr har den rigtige farve til kaffebønnen.

Her kan du se den rå sten før jeg gik i gang. Rombeporfyr er en relativ blød sten og der er derfor en del revner. Jeg synes revnerne passer godt til kaffebønnen, som ikke er alt for blank og regelmæssig.

Kategorier
Stenskulptur

Hjerte i hjerte

Dette lille hjerte er ud af en meget rød sten, som jeg fandt på stranden på Jegindø. Det lyse hjerte er råt og upoleret. Derfor kommer den lyse nuance frem.

Kategorier
Stenskulptur

Sten i fåreklæder

Denne fine sten har jeg fået af Søren. Den har ligget i hans have. Jeg har skåret og pudset et fårehoved. Resten af stenen er stokhugget og skal ligne ulden på kroppen. Farven varierer fra rød til mørk. Jeg stod på Ry bytorv under Ry by night og håndhuggede med min stokhammer. Af og til i takt til spansk musik! Det var et stort arbejde.😊

Kategorier
Stenskulptur

Forår ☀️

Stenen er fundet på stranden på Ærø. Den færdige skulptur er 37 cm høj Det midterste stykke er skåret, flækket og meget råt. Det rejser sig ligesom op fra den indre sten. Stenen har en flot struktur, som er forskellig på de 2 sider.
Jeg kalder den forår. En titel der gerne må sætte gang i fantasien, for hvad ligner denne form?

Kategorier
Stenskulptur

Sort plettet Due

Jeg har fundet denne mørke porfyr på Endelave. Jeg fik hjælp til at bære den på skibet, for jeg havde ikke lige tænkt mig at skulle have sten med den dag, så jeg havde hverken rygsæk eller tøj på til en beskidt sten. Men den her porfyr kunne jeg ikke lade ligge!

Den sidder nu og hviler sig på en brosten. Den er 30 cm. lang fra hoved til halespids. De mørke sten giver stor kontrast i slibningen. Det er lækkert at arbejde med.